Anerkendelse

Hvorfor er det vigtigt at blive mødt anerkendende:

Vi er alle forbundet med vores omverden i kraft af de relationer, vi har til andre mennesker, og vi er afhængige af andre for at blive os selv. Og det er netop i relationen og i fællesskabet, at vi udvikler vores identitet og selvforståelse. Den individuelle identitetsdannelse afhænger af, hvordan vi spejles i andres forståelse af en selv. At blive mødt anerkendende af andre, er i følge Honnet en af de væsentligste betingelser for identitetsdannelse og oplevelsen af et “selv”.

 

Anerkendes man emotionelt gennem ens nære relationer oparbejdes der forudsætninger for, at man kan agere hensigtsmæssigt i en konfliktfyldt hverdag, fordi individet udvikler et positivt selvbillede, som giver sig udtryk i en fundamental selvtillid samtidig med, at det sætter individet i stand til at udtrykke sig. At blive mødt anerkendende er ifølge Honneth forudsætningen for at kunne indgå i alle andre relationer og selv møde andre med respekt og anerkendelse.

 

Desuden bør man som menneske, mødes med en anerkendelse af ens almen menneskelige og samfundsmæssige rettigheder, ligesom man har behov for at blive mødt anerkendende af de grupper/fællesskaber/samfund, man indgår i, hvilket her betyder, at man værdsættes for ens unikke bidrag og engagement.

 

Ifølge Honnet er der først tale om anerkendelse, når den grundlæggende erkendelse – af den anden – synliggøres/spejles enten gennem kommunikationen eller gennem adfærd og kropssprog.

 

Der her er tale om et komplekst begreb, som er vanskelig umiddelbart at beskrive kortfattet og entyddigt. At anerkende kan beskrives ved ideen om ”at se igen”, ”at se noget på ny”, at erkende, at genkende, at skelne, og at styrke. At anerkende står i modsætning til det at give en anden positiv opmærksomhed for noget denne har præsteret det, altså det man ofte betegner som ros og påskønnelse.

 

Anerkendelse er at erkende den andens perspektiv, den andens indre oplevelsesverden, tanker, følelser, ønsker og handlinger – at værdsætte den andens eksistens, på sine egne betingelser som et unikt individ samtidig med, at man er i kontakt med sin egen indre oplevelsesverden. Altså handler anerkendelse om, at man udviser en åben og nysgerrig interesse for den andens særlige måde at være menneske på.

 

Hvordan er man anerkendende i forhold til et andet menneske?

Det kræver, at man er lydhør og vil afgive kontrollen og definitionsmagten som fagperson. Det kræver ligeledes empatisk indlevelse og en nysgerrig søgen efter erkendelse samt blik for brugerens nonverbale signaler – metakommunikation. Det er vigtigt, at man som fagperson har en god selvforståelse, og at man reflektere over den måde, man selv er på i relationen til andre, men det handler også om at kunne gå ind i andres oplevelsesverden, at se hvordan ting ser ud fra den andens erfaringsbaggrund. Dette udspringer af en grundlæggende holdning af ligeværdighed og respekt for det enkelte menneske og dennes ret til at opleve verden på sin måde (Bae, 1996). Anerkendelse kommer altså til udtryk i måden man agere på, i forhold til det, der ses, hørers og fornemmes i samspillet med et andet menneske.

 

En anerkendende tilgang

- er god til komplekse menneskelige problemstillinger, idet disse sjældent kan løses ved simpel logik, analyse og planer. I den anerkendende tilgang ses sproget som betydningsfuldt, idet måden vi taler om tingene på, påvirker vores egen oplevelse af os selv, vores relationer og vores liv. Når det, vi giver opmærksomhed vokser, er det mere livgivende at arbejde hen imod noget man gerne vil – end væk fra noget, at tages udgangspunkt i eksisterende ressourcer og bygges videre derfra.

 

Dog er det vigtigt at huske her, at der også skal være plads til at tale om det, der fylder og er svært, fordi før vi bliver istand til følelsesmæssigt at arbejde fremadrettet med udvikling, skal man opleve sig set og hørt (erkendt) samt have følt sig spejlet positivt tilbage (anerkendt) som den hele person, man er, og med de oplevelser, man har med sig.

 

 

et godt liv er et deltagende liv